Du kan ikke gå i stykker - en blog om det misforståede sind

Her følger (en lidt lang) blog om hvad jeg ville ønske alle vidste om sindet - om De Tre Principper - den stille revolution der forandrer terapiens nuværende paradigme. Min blog tager udgangspunkt i min egen oplevelse hos psykologer - og hvor diamentralt forskelligt De Tre Princippers univers er fra psykologiens univers. Efter at have taget en uddannelse i Sydney Banks’ Tre Principper, er dette forhold blevet endnu tydeligere.

Dit sind kan ikke gå i stykker

Har du nogensinde gået til psykolog?

Det har jeg og det jeg fik ud af de samtaler var:

1. Din tanker om oplevelser, relationer og omstændigheder skal tages seriøst

2. det er hårdt arbejde at få det bedre

3. man skal tale om alt det der ikke virker for at få det bedre

4. måske har man grædt.

5. man har fået opgaver med hjem som man skal øve sig i.


Dine oplevelser er tanker

Mit instinkt bar mig hurtigt væk fra de to kognitive psykologer jeg har mødt (og jeg undskylder den manglende empiri, for mine besøg, har som sagt været ganske få). Der var noget der føltes skævt – noget der sagde mig at de samtaler ikke ville bære mig nogen vegne - andet end dybere ned i kaninhullet. Så derfor har jeg et ubenyttet klippekort (på fjerde år) til et sted i Ballerup.

Bevæger vi os udenfor psykologiens forståelsesramme og forkaster ideen om diagnoser, så er der en langt større horisont med håb og udviklingsmuligheder.


Forløsning gennem terapi og psykoanalyse?

Nå – men min fortælling tager udgangspunkt i en kaffeaftale.

Min gode ven havde (igen) været til psykolog og mødte mig på café forleden. Han fortalte mig at dagens oplevelse hos psykologen havde været utrolig forløsende og at han havde grædt og grædt, så nu var han helt drænet, men som han sagde, følte han sig ”forløst”. Hans barndom var præget af frygtelige omstændigheder og han har i over 20 år gået til forskellige behandlere, for at få det bedre. Denne nye psykolog havde hans fornyede håb og store tiltro. Psykologen havde en ph.d. og ”vidste hvad han talte om” bedyrede min ven. De var gået endnu en tur ned af barndommens gade – og den havde fået hele armen.

Dine stressende oplevelser kommer indefra – ikke fra din fortid eller din omverden

Jeg har dog desværre ikke oplevet en bedring hos min ven gennem årene med skiftende behandlere – ud over, når han glemte sine oplevelser. Og det gjorde han heldigvis tit! Blandt venner, med sine nye børnebørn, på ferier, i biografen, i naturen, optaget af spændende arbejdsopgaver, når han var grundigt udhvilet osv. Men han var god til at minde sig selv om at han jo var traumatiseret – og at han ikke kunne forvente for meget af livet, fordi han jo var ødelagt. Det har alle hans psykologer også hjulpet ham med. Det bedste han kunne håbe på var at mestre sin psyke og diagnoser. En form for underlig pardans, hvor diagnosen førte og psykologen understøttede med metoder. Det var præmissen for livet.


Det som jeg (De Tre Principper) gerne vil sige til min ven – en dag, hvor han får lyst til at høre noget nyt end det han plejer at lytte til er:

Minder (uanset hvor frygtelige de er) er tanker – de er ikke andet. Forstår man tankernes anatomi, så vil minder eller bekymringer blive uden betydning, fordi bevidstheden erkender dette forhold og dermed kasserer dem som irrelevante at beskæftige sig med. Fortidens oplevelser er der ene og alene når du beskæftiger dig med dem – og ellers er de væk. Der er ikke en mystisk dukkefører, eller en hemmelig dansepartner der fører dig væk fra at leve livet som du vil. Der er KUN dine tanker – og de følelser som disse tanker skaber.

Kroppen heler sig selv, naturen heler sig selv – sindet heler sig selv

Min vens udmelding om at han fik forløsning hos psykologen fik mig til at tænke på at sindet virker ligesom kroppen - og naturen. Altid i vækst, fornyelse og regeneration. Har kroppen dannet skorpe på en sår, vil vi måske irriteres over skorpen (tanker om fx fortiden). Sidder vi alene på værelset og har god tid til at nærstudere sår, og tror vi at der ligger en forløsning under såret (og ja det klør jo skideirriterende nogen gange) – så piller vi skorpen af, måske sammen med en psykolog – og det friske blod pibler frem. Det kan opleves som en forløsning, ligesom min ven også oplevede hos psykologen. Men vi holder såret ved lige alt imens vi opsøger tanker, eller en psykolog, for at kradse i sår og minder. En uskyldig øvelse, hvor vi søger at reparere en fortid der ikke længere findes. I et forsøg på at omskrive den – komme sig overens med den, tilgive de mennesker som var en del af fortiden, tilgive os selv osv. Alt sammen VIRKELIG hårdt arbejde – hvilket i sig selv kan være med til at fastlåse en situation, såsom det man kalder depression. Og som kræver genbesøg hos psykologer eller vedholdende øvelse i tankehåndtering.

Leger vi med den tanke at vi pludselig får ønskejobbet, arver 28 millioner, får en lys idé, eller møder George Clooney – ja, i den periode findes bekymringer eller dårlige minder ikke. Og det er ikke anderledes end at fortidens oplevelser jo per definition ikke længere findes, end ikke når vi tænker på dem – de findes kun i vores tanker, fordi vi bringer dem frem i bevidstheden. Så din nuværende virkelighed ER dine tanker. Hvad skulle de ellers være?

Tankerne siger faktisk ene og alene noget om hvorvidt du er stresset eller ej. Negativer, vrede, sårede eller triste tanker, er blot en vagthund der gør højt, for at advare dig om at du ikke har det godt.

Oprørte tanker er ikke i sig selv bærere af vigtige budskaber. Indholdssiden af tankerne siger ikke noget om dine omgivelser, eller dine muligheder og de er i sig selv uvæsentligt – og derfor skal de ikke analyseres eller dissekeres.

3P psykologi og coaching

De Tre Princippers budskab om tanker er simpelt: Hvis du holder op med at kradse i dine sår, så holder de op med at bløde. Når du ikke længere tillægger tankerne værdi, så får du ikke en følelsesmæssig ubehagelig reaktion. Det er det stressede sind der fastholder tanker og det er din tænkning som går på opdagelse i hvor irriterende din kone er lige nu – om det der skete i går, for 30 år siden - eller planer eller mennesker du bekymrer dig om. Så du oplever med andre ord dine egne tanker og følelser (om mennesker og begivenheder) – og ikke din kone, din fortid eller din fremtid. Forstår man ikke dette, vil man begynde at designe livet omkring sig: ”Jeg kan kun få ro, hvis min partner gør tingene på denne måde / jeg kan kun føle mig elsket hvis jeg bliver behandlet på denne måde / hvis jeg taber mig / får en særlig kost xx”. Forstår man ikke tankernes anatomi – så vil man for evigt gå på jagt i den ydre verden og lave regler og begrænsninger for sig selv og andre.

Take it easy

de 3 principper

Budskabet bag de Tre Principper er så enkelt – men har en enorm rækkevidde. At fange essensen af denne forståelse er som at opleve et rungende sandhedsekko – et uforanderligt håb og en dyb ro.


Bøvler livet kan rejsen ud i De Tre Principper med fordel begynde ét sted - at tage det roligt. Take it easy. Easy betyder nemt – og det betyder roligt. Oplever vi indre kaos, såsom angst, depression eller andre tilstande som psykologien kalder diagnoser, er det ene og alene udtryk for at sindet er stresset. Intet opleves nemt – intet opleves roligt. Der er for mange tanker – og de udløser voldsomme følelser og kropslige fornemmelser – måske endda stemmer. Tilsammen slører tanker og følelserne oplevelsen af verden – de gør en blind - og det er umuligt at navigere fornuftigt i kaos. Skal du navigere i kaos er der kun behov for easy. Det der føles rolig – og det der føles nemt.


I et oprørte hav er det en eklatant fejl, at begynde at tage følelser og tanker seriøst. De er ene og alene udtryk for at man ikke har det godt. Besøger man en psykolog, eller påbegynder man selv et gravearbejde, kan man uskyldigt fare vild ned af den sti, hvor man begynder at lægge endnu mere tænkning oven på sin tænkning, i håb om at opnå forløsning, fred i sindet eller afklaring, kun for at komme længere og længere væk fra disse mål.


Diagnoser i lyset af De Tre Principper

Når du forstår, at tanker ingen magt har over dig og at de bærer ikke vigtige budskaber, som du skal tage dig af – og det faktum at du ikke kan gå i stykker, så bliver tankerne meget mindre alarmerende. Styrken formindskes, frekvensen formindskes. Det vil i praksis sige, at en person ramt af PTS (og ikke D) måske vil opleve flashbacks, men at hans bevidsthed efterhånden vil afskrive væsentligheden af disse minder. Af denne grund vil de efterhånden miste volumen og den stressende fysiske reaktion vil aftage og endda forsvinde. Som en kædereaktion der først afbrydes når et led i kæden bliver svagt og til sidst falder helt af. Det er et mismodigt udgangspunkt at tro man er skadet – at man har en diagnose og ikke kan repareres. En diagnose fastfryser og låser os i hvem vi er og hvad vi kan.


Bevæger vi os udenfor denne forståelsesramme og forkaster ideen om diagnoser, så er der en langt større horisont med håb og udviklingsmuligheder. Minder eller tanker kan dukke op men de har ingen indvirkning på din livskvalitet eller muligheder, når du forstår hvordan sindet virker og det uanfægtelige faktum at dit sind ikke kan blive beskadiget. For nogle er dette et provokerende udsagn – særligt hvis man har identificeret sig med, eller oplevet at være beskadiget, diagnosticeret eller begrænset af sin fortid.

Så De Tre Principper er omvendt – for det er netop det modsatte af hård arbejde, der skal til for at finde vej ud af et stresset sind. At træne sindet med håndteringsmetoder, adfærdsregulering, mindfulness, positiv tænkning mm. er udmattende og nyttesløst. De kan virke alt imens man er i gang og en stund derefter – men man skal gentage øvelserne for at vedligeholde et resultat. Et stresset sind vil gerne designe livet omkring dig – i stedet for at lede efter roen i dig.


Der er intet at gøre – der er intet at ”arbejde med” - blot at forstå og erkende:

Har du det dårligt, er der kun det enkle at gøre at lytte til livet fra et ganske stille sted indeni. Hvad føles godt? Hvad har du lyst til? Hvornår har du en oplevelse af at være i en glædelig ro? Hvornår føler du dig kompetent? Ligegyldigt hvad de svar er for dig – så er det netop det, som livet vil dig. Kan du ikke høre hvad livet vil dig er det måske et tegn på at du har brug for ro - ro fra dine tanker, fastlåste overbevisninger og et behov for at komme ud af dit intellekt.

Er du kommet i ro – så kan du finde ud af om f.eks. din partner er god for dig, eller dårlig for dig. Om du skal ud af dit nuværende job. Om du skal genforenes med dine forældre osv. Om du skal gå til din virkelighed på en helt ny måde.

Svarene på de spørgsmål du har, eller den afklaring du søger, finder du helt sikkert frem til – når du forstår sindets anatomi, tager dine tanker meget mindre alvorligt og starter din rejse i roen.


De Tre Principper - hvem arbejder med det? Hvor udbredt er det?

I selvudviklingsverdenen er behandlere verden over i stigende grad begyndt at vende blikket mod De Tre Principper. Både indenfor psykologien og psykiatrien. Undervejs i min opdagelsesrejse i De Tre Principper, har jeg mødt og læst om et stort antal behandlere i USA, Canada, Europa, Australien m.fl som har en forbløffende succesrate, med mennesker (herunder indsatte i fængsler, og patienter der har levet med langvarige tunge diagnoser).

Er du interesseret i tilgangen – så slå dig løs på TedTalks, YouTube, uddannelser og kurser, eller den store mængde litteratur der er at finde på både dansk og engelsk.Du kan med fordel begynde med 'Dit Selvhelbredende Sind' af Mette Louise Holland. Den ligger gratis tilgængelig som bog og lydbog på e-reolen.

Forrige
Forrige

Hvad er De Tre Principper og hvordan kan man bruge erkendelser til selvudvikling?

Næste
Næste

You can never be too thin or too rich. Og andet vås....