Selvretfærdig harme - kender du den også?
En blog om at blive fanget af følelser - om RILLEDE GULERØDDER - og den selvretfærdige harme, som i sin grundessens er vrede, drevet af tanker der er stukket af med os.
Jeg har i noget tid gået og tænkt over det her med at tage livet personligt - og det her med at behovet for at forsvare mig (os) selv dukker op. (Parentes, fordi måske kender du det?)
Ja og USKYLDEN bag det hele. Det sidste er selvfølgelig det vigtigste - for ellers var jeg bare blevet ved med at rende rundt og undre mig over mine egne og andres reaktioner. Og diskutere videre med mig selv inde i hovedet. Ja og det har jeg da også brugt rigeligt med år på - i selskab med me, myself and I. Nogen gange i selvretfærdig harme!
Andre gange skyldbetynget over min dumme dumme adfærd. Et pendul af en pegende finger der enten svinger indad eller svinger ud ad. Din fejl. Min fejl. Deres fejl. Vores fejl. Ak og ak.
Mit eget indre er et lettere trist selskab, når tankerne har taget på udflugt i gode gamle travere såsom:
”Var det min skyld? Eller hendes?”
”Hvorfor kan jeg ikke lære at styre mit temperament når jeg er sammen med min søster?”
”Hvorfor laver jeg altid fejl når jeg er sammen med idioten fra IT afdelingen, som JEG VED synes jeg er en dum blondine?”
… og alle mulige andre afskygninger af bebrejdelses- og bedømmelses julelegene som kan optage hovedkontoret.
(Åh suk hvor er jeg dum. Jeg bliver ALDRIG til noget.....)
I dag kom jeg til at tænke over en lille hverdags-episode der udspillede sig for ca. 20 år siden, da jeg boede på Nørrebro. Jeg har taget den med mig, fordi jeg studsede over den - og den dukker tit op i mit indre ved forskellige lejligheder, når jeg er i filosofi-hjørnet. (For resten er jeg VILDT god til at være overskuds-agtig, ærlig, kreativ og meget rummelig når jeg er i filosofi-hjørnet. Det er et FEDT sted at være! Men midlertidigt. Som alt andet.)
Nå men, scenen udspiller sig i en lillebitte kælderrestaurant, i nærheden af Sank Hans Torv, hvor et thailandsk ægtepar og deres store datter lavede og solgte helt utrolig billig og lækker mad. Thai boxes - hjemmelavet style, hvor kyllingen altid var mør, chilien perfekt og grøntsager og krydderier friske og sprøde. Sådan noget man umuligt kan kopiere, når man er øllebrødsdansk, - også selvom man har besøgt en masse eksotiske grønthandlere.
Men situationen husker jeg således:
Jeg står nede foran disken og lurer på det delikate menukort - og ind kommer en dansk mand. Han braser ind og tramper op imod kassen med sin nyligt afhentede mad (bakser sig prustende foran i køen) - og fisker en gulerodsskive op fra sin ret i paphylsteret, mellem tommel og pegefinger, som han efterfølgende holder op foran næsen på restaurantens unge datter, som tager imod bestillinger.
”Hvad er dette her?!” spørger han arrigt med dirrende stemme - koksrød i hovedet.
”En gulerod” svarer den kvikke pige venligt og kigger på den orangefarvede lækkerbisken (ikke manden).
”DEN HAR RILLER I!” snerrer han sammenbidt med et fast blik på hende. Og efterfølgende fortsætter en lang svada om at verden er at lave - gulerødder der er rillede er ALTID frostgulerødder - og hvad fanden bilder de sig ind at servere den slags for betalende kunder, når de SKRIVER at det er friskt grønt der er i retterne. Pigen spørger lidt ind i mellem, når han kortvarigt trækker luft ind, - for hun er ikke sikker på hvad problemet er. Men til sidst går det op for hende hvad han mener og hun siger helt nøgternt og venligt ”Ah! Øjeblik!” og forsvinder ud i baglokalet, hvor det lille køkken buldrer løs og kommer tilbage med en kniv. En kniv der er vaflet - så grøntsagerne får flotte riller i. Hun viser ham kniven og forklarer ham meget pædagogisk og helt roligt at den anvender de når de skærer rodfrugter. Jeg husker ikke så meget mere, andet end at manden smutter ret diskret og aftenlivet og de vidunderlige dufte fortsætter i den lille restaurant. Jeg husker heller ikke hvad jeg fik på menuen - men det smagte stensikkert godt og grøntsagerne VAR friske!
Det der foregik var så fint optegnet i hhv. sort og hvidt - så dejligt let at få øje på. Manden som var fuldkommen optaget af sit indre univers og havde malet sig op i et selvretfærdigt harmdirrende hjørne - over noget der ikke eksisterede (i hvert fald ikke i den ydre verden). Og en anden verden, hos pigen, som tilsyneladende var neutral og kunne se at manden (verden) ikke havde noget personligt med hende at gøre. Hun så hans henvendelse og besvarede den - uden at tolke, eller lade sig indfange af en (for mange helt rimelig) gengældt vrede over beskyldninger. Situationen viser os præcis det sted (repræsenteret i pigens adfærd) der ligger bag tolkninger, tanker, holdninger eller fastlåste overbevisninger (mandens adfærd).
I virkeligheden svinger vi alle mellem den ene og den anden tilstand. Uskylden i andres vrede er let at se, når vi har været til yoga, siddet og grinet med vores bedste ven over en lille øl, hjemvendt fra en afslappende ferie - og næsten umulig at få øje på, når vi er fortravlede, er i søvnmangel eller i andre omstændigheder, som kan gøre uskylden svær at få øje på. MEN - den er der HELE tiden. Og vi har MULIGHED for at se den HELE tiden.
Også selvom vi missede flyet, mormor er død, skilsmissen banker på - for når vi kender til tankernes leg med os, så driver situationerne hurtigere forbi og stormene raser knap så kraftigt indeni. Min egen erfaring er at omstændigheder stadig rykker rundt på mit hoved - og det vil de nok altid gøre. Det hører med til den menneskelige oplevelse at blive ’fanget’ - og det er OGSÅ smukt. Det giver sig nemlig udtryk i FØLELSER - og de kan skrive symfonier, digte, litteratur og skabe forelskelse. Den menneskelige oplevelse forærer os kontraster: Uden mørke intet lys. Men mørket behøver hverken gøre os bange eller vrede. Det er der bare - skygger flimrer forbi lyskeglen, nogle gange med lidt længere ophold foran.
Men lyset er altid tændt bagved det hele, som en fin og urokkelig konstant medfødt USKYLD.
