What about Bunny?

Om hvordan en hund blev så klog at den fik en klinisk depression.

Måske kender du hunden Bunny (kendt på SoMe som “whataboutbunny”) der har lært sig at kommunikere gennem interaktive knapper på gulvet? Måske ikke.

Men altså – Bunny er en puddelbladning, hvis menneske har lært hende at kommunikere via interaktive gulvknapper med lyd. Knapperne kan hun udløse ved at trykke på dem med poten – og så kommer der en indtalt lyd ud af den pågældende knap.

Den første knap med et særligt kendetegn, hed ”outside”. Når hun trykkede på den kom hun ud i haven. Knapperne på gulvet øgedes gradvist og hurtigt – så hunden fx kunne udtrykke ”Where. Dad.” eller ”Out. Play”. Hele stuen blev et sprogligt landskab, hvor Bunny hurtigt fik lært at hun kunne formidle ønsker, følelser eller spørgsmål.

Hele internettets hunde- eller underholdningslyste publikum fulgte med og kunne bevidne Bunny kommunikere med sin ejer, som fx kunne sige ”Hvor av?” til Bunny – hvorefter Bunny holdt en pote frem med en torn mellem to trædepuder. Så langt så godt.

Da jeg i sin tid viste det linguistiske hunde-internetfænomen til min mor, var hendes respons – ”Stakkels hund”. Det tænkte jeg ikke videre over, før i dag, da min datter på 12år fortalte mig det sidste nye om Bunny:

Bunny har fået en klinisk depression og er på psykofarmaka. Hold da op!

Den entreprenante glæde hos Bunnys ejer blev desværre afløst af bekymring.

For en dag stod Bunny pludselig stille foran spejlet, stirrede på sit eget spejlbillede og spurgte:

”Who. That.”

 Ejeren måtte fortælle hunden at det var hende selv.

Herpå gik det ned af bakke. Bunny ændrede adfærd og udtrykte sig videre via gulvknapperne:

 ”Big. Sad” og ”When. No. Bunny.”

Altså en vaskeægte eksistentiel hundekrise: ”Er det mig der ligner en hund? Hvorfor er jeg ikke ligesom min familie? Er spejlbilledet mig? Hvem er jeg, hvis jeg også er inde i spejlet? Hvad sker der hvis jeg går væk fra spejlet? Hvem er jeg så? Hvor er jeg så?” Og åbenbart også en refleksion over ”hvornår er jeg her så ikke længere”.

Stakkels Bunny var gennem kognitiv træning blevet så klog at hun blev løsrevet fra nuet og oplevelsen af at være forbundet med alt omkring sig. Pludselig fik livet en potentiel udløbstid. Pludselig var Bunny en anden end sit menneske. Pludselig var der opstået afstand og adskillelse imellem Bunny, hendes menneskefamilie og omverdenen.

Bunny er nu hverken hund eller menneske. Hun har ikke længere hundens fordel ved at være lykkelig uvidende om fremtiden og uløseligt forbundet med nuet. Hun har heller ikke menneskets fordel ved at evne at tænke noget om sine egne tanker. Hun kan ikke nå så højt et bevidsthedsniveau at hun kan reflektere over hvad tanker er – og se at det er DEM der skaber hendes oplevelse – ikke spejlbilledet, tiden og livets udløb.

Men dette høje bevidsthedsniveau har du – det har jeg - og enhver anden der læser med. Vi har muligheden for at genkende et dårligt humør – og opdage at vi har tænkt os over i et hjørne, som ikke er skabt af vores omverden – men af det vi tænker om den. Vi har alle muligheden for at løfte blikket fra spejlet – forstå at vi er forbundne med hinanden, naturen og alle levende væsener. At adskillelse er tankeskabt og at kærligheden bærer os i havn. 

Så stakkels Bunny!

Men heldige dig. Og mig. Og os!

(Og mon ikke Bunny alligevel er så meget hund, at hun kan glemme hun engang fik tænkt sig lidt for meget om)