Er krisen din ven og kan der være en klog besked gemt i kroniske smerter?

Vi støder alle ind i små eller større kriser i et helt almindeligt liv - men de kommer som regel fuldkommen bag på os.

Udefrakommende hændelser, såsom indbrud, en skilsmisse, et dødsfald, eller måske oplevelsen af at blive skadet eller syg sker for alle: Omstændigheder vi ikke selv vælger - men hvor det føles som om livet har valgt dem på vores vegne.

De fleste af os er vant til at have levet et liv, hvor det meste af tiden er foregået uden kroniske smerter. Ungdommens styrke og fleksibilitet mister vi naturligt igennem livet - ligesom risikoen for sygdom og kriser, stiger med alderen.

Alt sammen helt naturligt, men alligevel ganske uvant for vores psyke, som er vant til at ”default” er mere eller mindre uproblematisk.

Men så sker det alligevel: Vi mister en ven, en forælder, måske et barn. Ægteskabet blev ikke det vi havde drømt om. Vi bliver fyret, vores datter bliver alvorligt syg, vi falder på isen og slår knæet så alvorligt, at vi får smerter. Smerter som måske også breder sig til andre dele af kroppen. Måske mister vi evnen til at løbe, eller måske endda at gå. Måske får vi en hjerneskade, som begrænser os. Der kan ske et utal af små og store hændelser, som tager os på sengen.

”Hov! Det var da ikke meningen at livet skulle byde mig det her!”, kan man komme til at tænke. Og det kan opleves som en fornærmelse at det var sådan det gik! Og alligevel står man her - for sådan gik det...

Kroppen vil ikke det den ville før - og de mennesker, eller det job man holder af forsvinder pludseligt, eller langsomt fra vores liv.

Det sker for alle.

Noget sker for alle.

Vi kan opleve de nye begrænsninger som en fjende. Som noget der er uretfærdigt. Noget vi er vrede over, eller noget der gør os mismodige og triste.

Følelserne afspejles i kroppen - hormonerne understøtter vores tilstand. Vi bliver med andre ord mere smerteplagede og begrænsede af at være kede af det eller vrede. Det er et logisk og simpelt neuralt samspil - ren kemi, som understøtter vores tænkning. En vred følelse kan sætte sig i nakken, blive til en migræne, for vi spænder ubevidst op i muskler og fascier som fx. starter helt nede fra hælen og hæfter oppe på panden.

Så den dårlige tanke om far der slog - eller datteren der døde, kan blive til en migræne, en låst skulder, eller et hold i lænden. Vi kan simpelthen tænke os til inflammation og blive kronisk syge. Det er ikke spor underligt - men ikke desto mindre er det utroligt!

Jeg hørte for nyligt en podcast om en pige, hvis far fik en hjerneskade pga. kulilteforgiftning på arbejdspladsen. Resultatet blev, at hans hjerne ikke kunne organisere og arbejde særligt hurtigt. Han glemte ting, blev overvældet af for mange opgaver og skulle hvile lang mere. Sove halve dage væk. I podcasten foregår samtalen imens de sysler med faderens nye interesse; keramik. For da han mistede sit job, begyndte han at lave meget mere med hænderne.

Budskabet fra pigen til sin far er: Jeg kan bedre lide dig nu, end før ulykken. Og sammen reflekterer de over hvordan ulykken har taget tempoet ud af livet og indført sårbarhed og nærvær. Som hun siger, ville de aldrig have kunne indgå i en lignende samtale før den ulykke, som blev et endegyldigt farvel til en travl og fraværende far. I løbet af deres snak får også faren reflekteret over at hjerneskaden ikke kun tog noget fra ham - den gav ham også noget værdifuldt. Som han roligt konstaterer:

”Jeg kører tingene i mit eget tempo. Det er første gang i livet jeg laver noget rigtig fedt. Jeg elsker det her.”

Ulykker eller sygdom forærer os muligheden for at sænke tempoet. Det fysiske sammenbrud, den mentale krise, de tvinger os til at stoppe op. Måske var tempoet for højt før? Måske reflekterede man ikke over livets muligheder - eller var ubevidst om den midlertidige skønhed livet i sin grundessens er? Måske er mulighederne der stadig i overflod? De er måske bare nogle andre end før? Måske er der overvældende meget kærlighed og ro - måske har man bare ikke set det?

Så hvad er muligt for dig? Hvad kan din begrænsning forære dig, som du aldrig havde set før? Kan du sænke skuldrene på trods af smerten - kan din sorg sameksistere med glæde?

Lad uanset dine ydre begrænsninger sænke tempoet på dit indre univers.

Løft blikket, find roen og se hvad der sker.