Hvad vil det sige at stå ved sig selv?

En blog om pligtetik og De Tre Principper. Er det egoistisk at sige fra? Er det dovent, modigt, modent? Eller handler det egentlig om noget helt andet?

Dette har jeg tænkt en del over på det sidste. Ansporet af blandt andet artikler på de sociale medier, hvor der peges fingre af den unge generation, som (åbenbart og skåret over en kam) ikke kan forpligte sig til aftaler, møde op til tiden, melde fra til en fest osv.

Er dét så at stå for meget ved sig selv - eller er det måske noget helt andet?

Det er spændende at kigge ned i hvad der er såkaldt ”rigtigt” og ”forkert”. Hvad er en holdning egentlig skabt af? Og hvorfor kan holdninger faktisk gøre os dummere, modsat hensigten?

På skrivende tidspunkt ved jeg ikke hvor mine tanker bærer fingrene hen over tasterne - men det er netop De Tre Principper i praksis - så følg med i processen! Det uplanlagte viser os nemlig ind i løsningerne og de gode idéer, når de vokser fra det meningsfulde sted i vores indre univers - det som gerne vil boble over! Ja - det må vi jo så se, om også gælder i dette tilfælde! Det kan du selv være dommer over.

Nå - men altså. Hvad er det så med dén pligtetik og de regelsæt der er ”derude” om hvordan andre og en selv, bør og skal og burde og kunne og skulle gøre? Er de en rettesnor? Og gør det os bedre at blive påmindet om hvad vi ”burde”?

Noget skurrer i mit indre , - og det er der mere og mere der gør, på en ret underfundig nysgerrig og ikke-dømmende måde, efter mit møde med De Tre Princippers verden.

Lad os tage et eksempel:

Asta er inviteret til fest og bliver smigret over at være på gæstelisten. Hun tænker ikke yderligere over det, ud over en forventningsfuld glæde ved udsigterne til at fejre en venindes 19års fødselsdag om to uger. Hun takker ja til invitationen, som ankommer på Snap. Dagene går, hverdagen suser afsted med de forskellige forpligtelser, rekreative gøremål og ”ingenting” tid som fylder de fleste unge menneskers liv. Den lørdag, hvor festen er planlagt til ankommer - og så Asta kan pludselig mærke at hun føler sig mat og har lyst til en aften foran sin yndlingsserie. Hun melder fra halvanden time før festen.

Ok. Hvad ved vi om situationen? Vi ved noget på det ydre plan. Vi kan se på handlingerne og tolke på dem. Nogen vil sige ”godt du lytter efter” og andre vil sige ”tag dig dog sammen”. Er der en af de to svar der er rigtige? Nej - for vi ved ikke hvad der foregår på de indre linjer. Og vi ved ikke så meget om hvordan de enkelte unge mennesker navigerer i det ungdomsliv der er i dag. Vi ved der er forandringer, som gør at unge lever et meget anderledes ungdomsliv end vi der er født i 70’erne og 80’erne (ja og tidligere) gjorde.

Hastigheden er sat op i næsten alle de grundelementer der udgør livet. Der er skærme, hvor størstedelen af social kontakt foregår, størstedelen af underholdning osv. Og mange andre forhold - såsom accelererende informations- og nyhedsstrømme som ingen i dag kan gemme sig for. Det betyder konstante krav til hjernen om at tage stilling, vælge, fravælge, udvælge og forholde sig til store og små spørgsmål. Alt fra klimakrise, støt et barn i Afrika, genbrug dit tøj, køb det nyeste tøj og donér fem kroner til oversvømmelsesoverlevere, til kattevideoer til en invitation til 19års fest osv. osv. Det sker HELE tiden - og ikke som i gamle dage kun i 21 nyhederne og i Politiken. Jeg forholdt mig som ung til AHA, Madonna og andre idoler på mit værelse i selskab med min walkman. Og jeg vidste ikke at alle mine venner var samlet uden mig. Jeg lavede kruseduller og lyttede til musik og drømte om ham i parallelklassen i lykkelig uvidenhed. Bevares - jeg havde nedture og opture - og jeg opdagede jo også dagen efter, at alle de andre havde været samlet. Men jeg fik pauser fra det hele - jeg fik helle; masser af dødsens kedelig tid.

Sådan ER det ikke i dag.

Kan vi forvente det samme af de unge, som der blev forventet af os? Og betyder de anderledes vilkår, at vi ikke kan stille krav?

Nej til det første og tja til det sidste. Det betyder nemlig at vi ikke kan dømme Asta eller nogen som helst andre. Det giver ingen mening at dømme og udskamme. Vi kan kun hjælpe andre og os selv ved at lytte. Hvornår skal vi skubbe lidt til os selv? Hvornår skal vi skubbe lidt til vores børn? Det kommer sørme an på så meget, er det overordnede svar!

The truth is in there - modsat hvad Scully og Moulder sagde I X-Files. Fordi vi finder ingen forudbestemte svar I pligtetikken. Vi kan blive inspireret af den - men den ER ikke en rettesnor i sig selv. Rettesnoren er inde i den unge - rettesnoren er inde i dig.

Lytter du til dit barn - ser du hvad der er på spil? Lytter du til dig selv? For eksempel: ”Er jeg et godt nok sted til at kunne vejlede? Eller er jeg for optaget af fastfrosne holdninger til at kunne lytte ordentligt?” Hvis de forhold er i orden kan der opstå magiske samtaler. Men forudbestemte holdninger og metoder spyttet ud af Bog &Idé, pædagogseminariet og endda fra Sven Brinkmann (shock!) - de kan lede os af mørke veje og endnu længere ned i kaninhullet - væk fra hinanden og væk fra det hjælpsomme.

Holdninger er tanker. Intet andet. Holdninger er faktisk ALTID gamle tanker. For hvad er en holdning? Det er noget du har taget med dig. Noget som du tager for givet. Holdninger er som udgangspunkt passive og ufleksible. Holdninger bremser lytning og nysgerrighed - det skaber position med det samme. Andre kan være for eller imod - med deres holdning - og så er vi ellers i gang.

Jeg har engang hørt en organisationspsykolog fortælle at man kun kan være i enten bedømmelse (det er godt - nu var jeg dum - hun er smukkere end mig - jeg er tyk - jeg er smuk) eller i læring (gad vide hvorfor de mener det? Er han mon ked af det i dag?Hvad ved jeg egentlig selv om emnet? Er jeg parat til at lytte med mit dårlige humør?).

Vi kan ikke være i begge systemer på én gang - men vores samfund har lært os at det er GODT at være i bedømmelse: At have en holdning! Dette afspejles bl.a. blandt politikere, der hellere lytter til deres egen holdning, end til videnskaben - blandt ledere der ikke kan skifte mening i frygt for at tabe ansigt. Og vi kan se det på Facebook, i parforhold, i forældreskabet.

Lad os fejre fleksibiliteten i stedet - tilpasningsevne, lytning og mod. Modet til at kassere holdninger - modet til at lytte - modet til at skubbe os selv og andre når vi kan mærke at det er netop DET der er behov for.

Så hvad burde Asta have gjort? Asta burde ikke nødvendigvis have gjort noget. Men Asta kunne have lyttet til om det var realistisk at sige ja - hun kunne have sænket tempoet i hverdagen og hendes forældre kunne have hjulpet hende med at få noget ro på. Hun kunne have købt sig en dumbphone og brugt mere tid i naturen. Men vi ved alle at det også er urealistiske krav at stille til unge mennesker. Også til os selv. For Asta melder alt for sent fra til den fest, fordi alt går for hurtigt. Og det er rigtig svært at sænke tempoet så man kan sige fra i tide, mærke om planerne er realistiske. Var Asta i ro ville hun også lettere kunne mærke om det var dovenskab - eller udmattethed, der gav et signal om at melde fra til festen halvanden time før den startede. Og var Asta i ro, kunne hun have udfordret sin egen tænkning og sagt ”jeg ved jo ikke om det bliver en dårlig oplevelse. Og jeg går ikke i stykker af at prøve”. Det er også modet der vokser fra roen. Modet til at sige undskyld til veninden - og have en god samtale om hvor svært det er at være menneske. Men ALT starter i ro.

Men mennesker er ofte ikke i ro. Og kun ud fra roen kan vi bruge pligtetik, samtaler om rigtig og forkert osv. For det er roen der afgør om vi har gode samtaler. Det er roen der afgør om vi kan afmontere holdninger - eller holde fast i hvad vi kan mærke er det rigtige i en given situation.

Det er roen der afgør om vi kan sige ja eller nej på passende tidspunkter. Det er roen der gør at vi kan stå ved os selv.

The truth is certainly NOT out there!

Og dét er essensen af De Tre Principper!

Har du lyst til at fange den dér ro? Så tag fat i mig på henriette@innerteacher.dk eller 26794756.